Maja

''Det meste af mit liv, har jeg været bange - bange for flere forskellige ting, men mest af alt, har jeg været bange for at vise folk, hvem jeg er. Vise, hvem jeg er, bag alle mine facader. Frygten for at vise den psykisk sårbare Maja og min forskruede verden.


Da jeg var barn, handlede min skolegang om at fremstå "normal" og ligesom alle andre, så mine klassekammerater eller lærere ikke ville fatte mistanke om, hvad der skete i hjemmet, eller hvad der skete inden i mig.


Men da jeg blev lidt ældre, handlede skolegangen om at skjule mine diagnoser, skjule at jeg sultede mig selv, min depression og min selvskade, så andre ikke ville se, hvor inderligt knust jeg i virkeligheden var.


For 2 år siden startede jeg på gym, og missionen var at passe ind, at være med til de rigtige fester, at få gode karakterer, eller at have den rigtige omgangskreds. Men halvt inde i skoleåret, krakelerede det hele. Det store pres fra fortiden, kom endnu engang tilbage, og jeg kunne ikke længere holde facaden. Efter både 3 måneders indlæggelse, en overdosis, og et alt for højt alkoholindtag, gik et lys op for mig. Jeg kan ikke komme nogen steder i livet, før jeg er ærlig overfor mig selv om, hvem jeg er, og får accepteret min fortid. Det er en virkelig hård og lang process at skulle slippe facaden, men jeg kan med sikkerhed fortælle, at jeg er godt på vej.


For 1,5 år siden valgte jeg at starte en blog, hvor en stor del af indholdet handler om mine nuværende problemstillinger, fortiden og min psykiske sårbarhed. Det har været en rejse med en del tårer. Jeg slog min bedste egenskab, at skrive, sammen med min dårligste egenskab, at snakke og fortælle om de svære ting her i livet. Bloggen har været en hjælpende hånd i kampen om at smide facaden, og selvom det har været angstprovokerende at dele så meget ud af mit liv, så fortryder jeg det ikke. For jeg ville ikke være kommet så langt i livet, eller i processen "at blive rask", uden dette fristed, som jeg også kalder bloggen.


I får lige mit yndlings quote som jeg lever efter med på vejen.

"How is anyone supposed to heal, if all we do is cover up the wounds, and hope, that they'll go away? At first you think, that you are permanently broken. But then, little by little, you start picking up the pieces, and you start realizing, what you are making is a mirror. And the more of those pieces, that you put together, the more you start to see yourself and the truth"

- Døde piger lyver ikke

Min besked til jer er: Giv aldrig op. Følg altid din mavefornemmelse, og gør dét, der føles rigtigt for dig!"