Iben

''Folk, der siger, at de ikke går op i hvad andre mennesker tænker om dem, lyver. Jeg må dog indrømme, at jeg indtil for nyligt, var den type. Da jeg personligt har udviklet mig mest gennem min gymnasietid, ser jeg den person, jeg er nu, som den person, jeg altid har været. Men når jeg tænker over det, har jeg ikke altid været den selvtillidsfulde, “don’t give a fuck” attitude, højtråbende pige som jeg er nu.

Jeg er omkring 12 år, da jeg begynder og få en forståelse for seksualitet og begynder at udforske mulighederne for udtrykkelse gennem tøj. Jeg husker det var den tid, hvor det var meget in med skjorter, og der var noget ved det maskuline udtryk, der fangede mig. Af frygt, for at blive udstødt, venter jeg, til jeg afslutter niende klasse og beslutter mig for, at nu er det nu. Jeg klipper alt mit hår af, springer ud til min familie hen over sommeren og er nu helt klar til at starte på en frisk i 1.g.

Gymnasiet var en tid, hvor jeg virkelig fik testet grænser mellem mit køn og mit udseende. Fra første dag lagde jeg hverken skjul på, hvem eller hvad jeg var. Selvom drømmen var at udforske min maskuline side, så vendte den tidligere frygt for at vise mit sande jeg tilbage. Jeg følte nu ikke længere jeg kunne være feminin. Jeg følte mig usikker i kjoler og neglelak, og selvom frygten for kommentarer ikke stoppede mig i, at klæde mig som jeg ville, gav det alligevel et sug i maven hver gang nogen sagde “Ej, jeg kan slet ikke forestille mig dig i en kjole”. Jeg blev bitter. Jeg skulle fandme vise dem, at jeg kan have alt fra bukser til kjole, fra butterfly til øreringe og makeup. På dimissionsdagen havde jeg en hvid meget kort kjole på. I showed them!

Men ærligt; sandheden er, at jeg synes det er mindre fedt at have kjole på. Man kommer nok ikke til at se mig i en nederdel nogensinde, og jeg har sjældent makeup på. Det betyder dog ikke, at andre skal sætte de grænser for mig.

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ved, at andre menneskers mening påvirker mig, men jeg vil ikke lade det påvirke min stil”