Christian

christian mymessage

''Da jeg var 8 år gammel, flyttede jeg med min familie til en lille by på landet. Det var et dejligt sted, men jeg havde ikke rigtigt nogle venner i nærområdet. Alle mine venner boede i byen, og det var svært at komme til at se dem, fordi der ikke altid var køremuligheder. Jeg begyndte at spille rigtig meget computer. Jeg lavede faktisk stort set ikke andet end at spille computer, og sammen med det, begyndte jeg at spise - meget og usundt. Jeg tog stille og roligt på i vægt, og da jeg var 12 år gammel, vejede jeg 77 kg.

Jeg var vild med sport, især var jeg glad for fodbold. Jeg var bare ikke særligt god til det og altid den langsomste. Jeg var aldrig den bedste til sport på grund af min vægt.

Som 12 årig fik jeg muligheden for at komme på Julemærkehjem i Skælskør. Julemærkehjemmet er et tilbud til børn og unge, der har det svært eller skal tabe sig. Jeg greb muligheden, og det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet. Jeg havde det så godt på Julemærkehjemmet. Jeg tabte mig 18 kg på mit 10 ugers ophold og var en helt ny person, da jeg vendte tilbage - indeni og udenpå. Jeg troede på mig selv på en ny måde og kunne endelig følge med de andre inden for sport. Jeg valgte igen at starte til fodbold, og spillede til jeg var 15 år som målmand.

I 9. klasse blev jeg introduceret for basketball af en træner i Ringsted Rats. Hun sagde, at jeg havde potentiale og gav mig nummeret på træneren. Jeg startede med det samme og syntes fra første sekund, at basketball var så fed en sport. Jeg begyndte at fokusere kun på det. Jeg gav mig alt, hvad jeg havde for at blive bedre. Jeg spiste efter kostplan, styrketrænede og spillede ellers kun basket. Jeg udviklede mig hver dag og blev så bidt af sporten, at det blev alt, jeg ville, hele tiden. Efter en sæson i klubben blev jeg MIP - Most Improved Player, og det motiverede mig endnu mere.

Jeg er i dag 18 år gammel og spiller med Næstveds 1. divisionshold. Men jeg har drømme om meget mere - i fremtiden''